Man skal være tålmodig, lydhør og villig til at afgive suverænitet.
Ordene lyder måske som velmenende råd i en bryllupstale, men de har i denne sammenhæng intet med et ægteskab at gøre.
De er derimod en del af konklusionen i et nyt litteraturstudie om partnerskaber med mange aktører, som Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd netop har gennemført.
En systematisk gennemgang af den videnskabelige litteratur på området viser, at det kan tage årevis, faktisk helt op til mellem fem og ti år, før et partnerskab med mange aktører som ngo’er, fonde og offentlige organisationer giver resultater.
Det skyldes, at et velfungerende partnerskab kun opnås, hvis alle parter er villige til at afgive indflydelse og til at lære af hinanden.
Den slags tager tid.
Det fortæller Helle Hygum Espersen, der er chefanalytiker hos Vive, og som står bag undersøgelsen.
”Et velfungerende partnerskab kræver, at aktørerne er villige til at lære af hinanden og dele beslutningsmagten. Relationer er afgørende, og det kræver tid og ressourcer at opbygge og vedligeholde dem,” siger Helle Hygum Espersen til Fundats.
Organisationer med større privilegier end andre er nødt til at dele beslutningsmagten og afgive suverænitet
Helle Hygum Espersen – Chefanalytiker, Vive
Udenlandsk litteratur
Undersøgelsen er en del af Vive og Roskilde Universitets evaluering af det igangsatte projekt ’Flere ind i Fællesskabet gennem lokale partnerskaber,’ der har til formål at øge udsatte og sårbare borgeres deltagelse i sociale fællesskaber gennem lokale partnerskaber med blandt andet lokale frivilligforeninger.
Litteraturstudiet hviler primært på amerikansk og canadisk faglitteratur, da der ifølge Helle Hygum Espersens ikke findes ret meget dansk litteratur om emnet.
Men selvom konteksten på det Nordamerikanske kontinent ofte er anderledes end i en dansk velfærdssammenhæng, så kan en del af pointerne godt overføres til partnerskaber i Danmark, fortæller Helle Hygum Espersen.
Det gælder blandt andet hovedpointen om, at det kan tage årevis – helt op til ti år – at få et velfungerende partnerskab til at fungere, hvis det består af mange forskellige aktører.
”Man skal lægge sin egen dagsorden til side og kunne se sig selv som organisation i en ny fælles sammenhæng. Det tager lang tid at finde fælles fodfæste, og det kan tage tid at inddrage borgerne, hvilket er en nødvendighed for at kunne implementere,” forklarer Helle Hygum Espersen.
Fremtiden byder på mange aktører
Når det er relevant at undersøge, hvordan partnerskaber med mange aktører fungerer mest hensigtsmæssigt, så skyldes det, at det netop er den type partnerskaber, som i stigende grad forventes at blive brugt fremover til at løse komplekse og sammensatte problemer i velfærdssamfundet. Problemer, som ikke kan løses af enkelte aktører.
”Partnerskaberne bliver brugt til at adressere komplekse og sammensatte problemstillinger. Den type problemstillinger, som man kalder for ”wicked problems”, og som jo er problemstillinger, hvis løsninger, årsager og virkningssammenhænge er komplekse og viklet ind i en masse andre faktorer,” siger Helle Hygum Espersen.
Problemstillingerne ses især indenfor det sociale område og kan blandt andet handle om fattigdomsbekæmpelse, mistrivsel hos særlige målgrupper, eller social ulighed i sundhedsvæsnet.
”Socialt udsatte borgere har ofte flere sundhedsmæssige udfordringer end majoritetsbefolkningen. Det er en kompleks udfordring, som man ikke alene kan løse ved et bedre sundhedstilbud. Der er mange faktorer, som virker ind i hinanden,” siger Helle Hygum Espersen.
Giver synergi
Pointen med at samle flere aktører i ét partnerskab er ifølge Helle Hygum Espersen, at der skal opstå synergi mellem de forskellige aktører, som kan resultere i nye løsninger eller nye måder at anvende allerede kendte løsninger på.
”For at det kan lade sig gøre, skal der være nogle gode relationer. Man skal kunne forstå hinandens interesser, dagsordener, kompetencer og ressourcer for at kunne gå sammen og finde hinanden i fælles løsninger. Det er enormt tidskrævende og enormt vanskeligt, fordi det betyder, at organisationer med større privilegier end andre er nødt til at dele beslutningsmagten med andre og afgive suverænitet. Man skal lære af hinanden frem for at se hinanden som underleverandør til ens egne dagsordener. Ellers opstår der ikke nogen ny synergi eller ny læring, som gør, at man kan adressere de her problemstillinger på nogle mere træfsikre måder,” siger Helle Hygum Espersen.
Hvis der er så mange udfordringer forbundet med de her partnerskaber, er der så overhovedet en idé i at have dem?
”Det er jo et normativt spørgsmål, som du ikke skal stille mig. Men jeg kan sige, at der bliver jo skabt resultater. Det er en måde at drive indsatser på, som vi ikke er vant til. Som aktører skal vi vende nogle ting på hovedet i forhold til den måde, vi er vant til at udrulle projekter på. Man skal afgive suverænitet og magt til andre aktører og finde ud af noget sammen,” siger Helle Hygum Espersen.
Litteraturstudiet afdækker ikke kun det tidsmæssige perspektiv i partnerskaberne, og hvordan partnerskaberne bliver struktureret mest hensigtsmæssigt. De private fondes rolle bliver også behandlet.
Der kan være fonde, som er interesserede i at skabe bestemte resultater hurtigere end det egentlig er muligt
Helle Hygum Espersen – Chefanalytiker, Vive
Collective Impact
Den del af studiet, der omhandler fondene, bygger primært på Nordamerikansk litteratur, fortæller Helle Hygum Espersen, men derfor kan pointerne godt være relevante i en dansk sammenhæng alligevel.
For eksempel fastslår studier på området, at hvis de private fonde har et isoleret fokus på impact fremfor det samlede initiativ, så kan det føre til en underinvestering i det lokalområde, hvor det pågældende projekt udfolder sig. Det kan i sidste ende betyde, at ”man for hurtigt skrider til handling uden at have opbygget den nødvendige handlekapacitet i lokalområdet,” står der i rapporten.
Eller som Helle Hygum Espersen formulerer det:
”Det, som amerikanske og canadiske studier viser, er, at der kan være fonde, som er interesserede i at skabe bestemte resultater hurtigere end det egentlig er muligt. Det kan betyde, at man får presset ting igennem, så man ikke får de interessenter og borgere med, som er nødvendige for at kunne skabe resultater,” siger hun.
Helle Hygum forklarer, at selv partnerskabsformatet ’collective impact’, der er et gensidigt forpligtende samarbejde mellem mange forskellige aktører på tværs af organisationer og sektorer, hurtigt risikerer at blive et projekt, der drives af de stærke aktører i lokalområdet.
”Det bliver meget professionelt, og det bliver meget resultatbaseret. Man glemmer civilsamfundsorganisationerne, græsrodsorganisationerne og borgerne. Det er rigtig svært at løse de komplekse udfordringer, hvis man ikke har fokus på inddragelse, men for hurtigt går til handling. Så er det svært at skabe resultater,” siger Helle Hygum Espersen.