Det kan tage 5-10 år før et partnerskab giver resultater

Man skal væ­re tå­l­mo­dig, lyd­hør og vil­lig til at af­gi­ve suverænitet.

Or­de­ne ly­der må­ske som vel­me­nen­de råd i en bryl­lup­sta­le, men de har i den­ne sam­men­hæng in­tet med et æg­te­skab at gøre.

De er der­i­mod en del af kon­klu­sio­nen i et nyt lit­te­ra­tur­stu­die om part­ner­ska­ber med man­ge ak­tø­rer, som Vi­ve – Det Na­tio­na­le Forsk­nings- og Ana­ly­se­cen­ter for Vel­færd net­op har gennemført.

En sy­ste­ma­tisk gen­nem­gang af den vi­den­ska­be­li­ge lit­te­ra­tur på om­rå­det vi­ser, at det kan ta­ge åre­vis, fak­tisk helt op til mel­lem fem og ti år, før et part­ner­skab med man­ge ak­tø­rer som ngo’er, fon­de og of­fent­li­ge or­ga­ni­sa­tio­ner gi­ver resultater.

Det skyl­des, at et vel­fun­ge­ren­de part­ner­skab kun op­nås, hvis al­le par­ter er vil­li­ge til at af­gi­ve ind­fly­del­se og til at læ­re af hinanden.

Den slags ta­ger tid.

Det for­tæl­ler Hel­le Hygum Es­per­sen, der er che­f­a­na­ly­ti­ker hos Vi­ve, og som står bag undersøgelsen.

”Et vel­fun­ge­ren­de part­ner­skab kræ­ver, at ak­tø­rer­ne er vil­li­ge til at læ­re af hin­an­den og de­le be­slut­nings­mag­ten. Re­la­tio­ner er af­gø­ren­de, og det kræ­ver tid og res­sour­cer at op­byg­ge og ved­li­ge­hol­de dem,” si­ger Hel­le Hygum Es­per­sen til Fundats.

Or­ga­ni­sa­tio­ner med stør­re pri­vil­e­gi­er end an­dre er nødt til at de­le be­slut­nings­mag­ten og af­gi­ve suverænitet

Hel­le Hygum Es­per­sen – Che­f­a­na­ly­ti­ker, Vive

Udenlandsk litteratur

Un­der­sø­gel­sen er en del af Vi­ve og Roskil­de Uni­ver­si­tets eva­lu­e­ring af det igang­s­at­te pro­jekt ’Fle­re ind i Fæl­les­ska­bet gen­nem lo­ka­le part­ner­ska­ber,’ der har til for­mål at øge ud­sat­te og sår­ba­re bor­ge­res del­ta­gel­se i so­ci­a­le fæl­les­ska­ber gen­nem lo­ka­le part­ner­ska­ber med blandt an­det lo­ka­le frivilligforeninger.

Lit­te­ra­tur­stu­di­et hvi­ler pri­mært på ame­ri­kansk og ca­na­disk fag­lit­te­ra­tur, da der iføl­ge Hel­le Hygum Es­per­sens ik­ke fin­des ret me­get dansk lit­te­ra­tur om emnet.

Men selv­om kon­tek­sten på det Nor­da­me­ri­kan­ske kon­ti­nent of­te er an­der­le­des end i en dansk vel­færds­sam­men­hæng, så kan en del af po­in­ter­ne godt over­fø­res til part­ner­ska­ber i Dan­mark, for­tæl­ler Hel­le Hygum Espersen.

Det gæl­der blandt an­det ho­ved­po­in­ten om, at det kan ta­ge åre­vis – helt op til ti år – at få et vel­fun­ge­ren­de part­ner­skab til at fun­ge­re, hvis det be­står af man­ge for­skel­li­ge aktører.

”Man skal læg­ge sin egen dags­or­den til si­de og kun­ne se sig selv som or­ga­ni­sa­tion i en ny fæl­les sam­men­hæng. Det ta­ger lang tid at fin­de fæl­les fod­fæ­ste, og det kan ta­ge tid at ind­dra­ge bor­ger­ne, hvil­ket er en nød­ven­dig­hed for at kun­ne im­ple­men­te­re,” for­kla­rer Hel­le Hygum Espersen.

Fremtiden byder på mange aktører

Når det er re­le­vant at un­der­sø­ge, hvor­dan part­ner­ska­ber med man­ge ak­tø­rer fun­ge­rer mest hen­sigts­mæs­sigt, så skyl­des det, at det net­op er den ty­pe part­ner­ska­ber, som i sti­gen­de grad for­ven­tes at bli­ve brugt frem­over til at lø­se kom­plek­se og sam­men­sat­te pro­ble­mer i vel­færds­sam­fun­det. Pro­ble­mer, som ik­ke kan lø­ses af en­kel­te aktører.

”Part­ner­ska­ber­ne bli­ver brugt til at adres­se­re kom­plek­se og sam­men­sat­te pro­blem­stil­lin­ger. Den ty­pe pro­blem­stil­lin­ger, som man kal­der for ”wi­ck­ed pro­blems”, og som jo er pro­blem­stil­lin­ger, hvis løs­nin­ger, år­sa­ger og virk­nings­sam­men­hæn­ge er kom­plek­se og vik­let ind i en mas­se an­dre fak­to­rer,” si­ger Hel­le Hygum Espersen.

Pro­blem­stil­lin­ger­ne ses især in­den­for det so­ci­a­le om­rå­de og kan blandt an­det hand­le om fat­tig­doms­be­kæm­pel­se, mi­striv­sel hos sær­li­ge må­l­grup­per, el­ler so­ci­al ulig­hed i sundhedsvæsnet.

”So­ci­alt ud­sat­te bor­ge­re har of­te fle­re sund­heds­mæs­si­ge ud­for­drin­ger end ma­jo­ri­tets­be­folk­nin­gen. Det er en kom­pleks ud­for­dring, som man ik­ke ale­ne kan lø­se ved et bed­re sund­heds­til­bud. Der er man­ge fak­to­rer, som vir­ker ind i hin­an­den,” si­ger Hel­le Hygum Espersen.

Giver synergi

Po­in­ten med at sam­le fle­re ak­tø­rer i ét part­ner­skab er iføl­ge Hel­le Hygum Es­per­sen, at der skal op­stå sy­ner­gi mel­lem de for­skel­li­ge ak­tø­rer, som kan re­sul­te­re i nye løs­nin­ger el­ler nye må­der at an­ven­de al­le­re­de kend­te løs­nin­ger på.

”For at det kan la­de sig gø­re, skal der væ­re nog­le go­de re­la­tio­ner. Man skal kun­ne for­stå hin­an­dens in­ter­es­ser, dags­or­de­ner, kom­pe­ten­cer og res­sour­cer for at kun­ne gå sam­men og fin­de hin­an­den i fæl­les løs­nin­ger. Det er enormt tids­kræ­ven­de og enormt van­ske­ligt, for­di det be­ty­der, at or­ga­ni­sa­tio­ner med stør­re pri­vil­e­gi­er end an­dre er nødt til at de­le be­slut­nings­mag­ten med an­dre og af­gi­ve su­veræ­ni­tet. Man skal læ­re af hin­an­den frem for at se hin­an­den som un­der­le­ve­ran­dør til ens eg­ne dags­or­de­ner. El­lers op­står der ik­ke no­gen ny sy­ner­gi el­ler ny læ­ring, som gør, at man kan adres­se­re de her pro­blem­stil­lin­ger på nog­le me­re træf­sik­re må­der,” si­ger Hel­le Hygum Espersen.

Hvis der er så man­ge ud­for­drin­ger for­bun­det med de her part­ner­ska­ber, er der så over­ho­ve­det en idé i at ha­ve dem?

”Det er jo et nor­ma­tivt spørgs­mål, som du ik­ke skal stil­le mig. Men jeg kan si­ge, at der bli­ver jo skabt re­sul­ta­ter. Det er en må­de at dri­ve ind­sat­ser på, som vi ik­ke er vant til. Som ak­tø­rer skal vi ven­de nog­le ting på ho­ve­d­et i for­hold til den må­de, vi er vant til at ud­rul­le pro­jek­ter på. Man skal af­gi­ve su­veræ­ni­tet og magt til an­dre ak­tø­rer og fin­de ud af no­get sam­men,” si­ger Hel­le Hygum Espersen.

Lit­te­ra­tur­stu­di­et af­dæk­ker ik­ke kun det tids­mæs­si­ge per­spek­tiv i part­ner­ska­ber­ne, og hvor­dan part­ner­ska­ber­ne bli­ver struk­tu­re­ret mest hen­sigts­mæs­sigt. De pri­va­te fon­des rol­le bli­ver og­så behandlet.

Der kan væ­re fon­de, som er in­ter­es­se­re­de i at ska­be be­stem­te re­sul­ta­ter hur­ti­ge­re end det egent­lig er muligt

Hel­le Hygum Es­per­sen – Che­f­a­na­ly­ti­ker, Vive

Collective Impact

Den del af stu­di­et, der om­hand­ler fon­de­ne, byg­ger pri­mært på Nor­da­me­ri­kansk lit­te­ra­tur, for­tæl­ler Hel­le Hygum Es­per­sen, men der­for kan po­in­ter­ne godt væ­re re­le­van­te i en dansk sam­men­hæng alligevel.

For ek­sem­pel fast­slår stu­di­er på om­rå­det, at hvis de pri­va­te fon­de har et iso­le­ret fo­kus på im­pact frem­for det sam­le­de ini­ti­a­tiv, så kan det fø­re til en un­de­rin­ve­ste­ring i det lo­ka­l­om­rå­de, hvor det på­gæl­den­de pro­jekt ud­fol­der sig. Det kan i sid­ste en­de be­ty­de, at ”man for hur­tigt skri­der til hand­ling uden at ha­ve op­byg­get den nød­ven­di­ge hand­le­ka­pa­ci­tet i lo­ka­l­om­rå­det,” står der i rapporten.

El­ler som Hel­le Hygum Es­per­sen for­mu­le­rer det:

”Det, som ame­ri­kan­ske og ca­na­di­ske stu­di­er vi­ser, er, at der kan væ­re fon­de, som er in­ter­es­se­re­de i at ska­be be­stem­te re­sul­ta­ter hur­ti­ge­re end det egent­lig er mu­ligt. Det kan be­ty­de, at man får pres­set ting igen­nem, så man ik­ke får de in­ter­es­sen­ter og bor­ge­re med, som er nød­ven­di­ge for at kun­ne ska­be re­sul­ta­ter,” si­ger hun.

Hel­le Hygum for­kla­rer, at selv part­ner­skabs­for­ma­tet ’col­lecti­ve im­pact’, der er et gen­si­digt for­plig­ten­de sam­ar­bej­de mel­lem man­ge for­skel­li­ge ak­tø­rer på tværs af or­ga­ni­sa­tio­ner og sek­to­rer, hur­tigt ri­si­ke­rer at bli­ve et pro­jekt, der dri­ves af de stær­ke ak­tø­rer i lokalområdet.

”Det bli­ver me­get pro­fes­sio­nelt, og det bli­ver me­get re­sul­tat­ba­se­ret. Man glem­mer ci­vil­sam­fundsor­ga­ni­sa­tio­ner­ne, græs­rod­sor­ga­ni­sa­tio­ner­ne og bor­ger­ne. Det er rig­tig svært at lø­se de kom­plek­se ud­for­drin­ger, hvis man ik­ke har fo­kus på ind­dra­gel­se, men for hur­tigt går til hand­ling. Så er det svært at ska­be re­sul­ta­ter,” si­ger Hel­le Hygum Espersen.